Det danske forbrug er ramt hårdt af Corona-krisen. Detailhandelssalget generelt er – bortset fra salg af dagligvarer – hårdt ramt, og er ifølge estimater fra Danske Bank nede med næsten 40%. Men i skyggen af den dystre udvikling gemmer der sig også en lille solstrålehistorie med en positiv udvikling for den del af detailhandelssalget som sker via e-handel. Indenfor e-handel er der også gynger og karruseller, men samlet set har flere danskere flyttet deres forbrug fra butikker til webshops under Corona-krisen. 

Samtidig er der forventninger om, at dette skift til fordel for e-handel ikke bare er et midlertidigt opløft, men at vi på den anden side af krisen vil se et permanent øget salg i e-handlen. Der er altså under krisen blevet skabt en bredere penetration, og et større momentum for dansk e-handel, og flere virksomheder benytter da også dette som en mulighed for at accelerere digitaliseringen af detailsalget. I dette indlæg dykker vi lidt ned i den aktuelle udvikling, og kigger på hvordan den kan udnyttes proaktivt af danske virksomheder. 

 

Seneste analyser viser betydelig vækst i ehandlen under Corona-krisen 

Danmarks Statistik følger løbende udviklingen i detailsalget gennem det såkaldte Detailomsætningsindeks. Indekset er nu opdateret til og med marts, og fra februar til marts er der sket et fald på 2% i detailsalget. Nedlukningen midt i marts har altså haft tydelige konsekvenser, og de vil helt givet kun være mere udtalte for april-måneden, hvor nedlukningen vil have fuld effekt.  

Men den samlede nedgang dækker også over, at der for e-handel isoleret set har været en betydelig vækst. Sammenligner man marts 2020 med marts 2019, så viser opgørelsen fra Danmarks Statistik, at e-handlen er steget med 20%Den vækst vil helt givet kun være endnu større for april-måned, hvor der vil være den fulde effekt af nedlukningen. 

Men den samlede vækst i ehandlen dækker selvfølgelig også over vindere og tabere, da flere produktkategorier uafhængigt af distributionen har mistet efterspørgsel. Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) følger løbende udviklingen i dansk e-handel her under Corona-krisen, og seneste analyse viser at lidt over halvdelen af netbutikkerne melder om fremgang på mere end 10% i salget, og omvendt er der omkring en tredjedel, som oplever et lavere salg. Nogle butikker oplever altså nærmest Black Friday-lignende tilstande, og andre kan være i en livstruende situation. Det er især butikker med tøj, rejseudstyr og sæsonbetonede varer, som er ramt hårdt under krisen.  

Skelner man i analysen fra FDIH mellem omnikanal-virksomheder (virksomhed med både e-handel og fysiske butikker) og pureplayers (virksomheder kun med e-handel), så er det ikke overraskende blandt de rene e-handels-virksomheder, at flest virksomheder oplever fremgang. Her er det 56% af virksomhederne, som har oplevet en fremgang i salget på mere end 10%, hvor den tilsvarende andel blandt omnikanal-virksomhederne er lavere med 45%. Blandt omnikanal-virksomhederne er der samtidig næsten 1 ud af 5 virksomheder, som oplever at salget er gået helt i stå under Corona-krisen. Så alt andet lige er de rene e-handelsbutikker generelt bedre stillet lige nu under Corona-krisen. 

 

Forventninger om et permanent løft i e-handelen på den anden side af Corona-krisen 

Som vi har beskrevet i flere indlæg (indsæt link), er det vores forventning, at Corona-krisen som en kollektiv livsbegivenhed vil skabe mere permanente forandringer i vores forbrugeradfærd. En krise som vi gennemlever lige nu, gør os som forbrugere mere åbne for at prøve noget nyt og gamle vaner bliver brudt. Den udvikling ser vi også lige nu indenfor e-handel, hvor forbrugere nu for første gang måske prøver at handle dagligvarer online eller prøver at handle i byggemarkedets webshop. 

De mange nye købsoplevelser vil efterlade sig nogle permanente ændringer, og da det er en kollektiv livsbegivenhed, som rammer os alle samtidigt, så vil den skabe forandringer hurtigere og i en større skala end vi normalt oplever indenfor så kort tid. 

Det løft vi oplever lige nu i e-handel, vil efter vores vurdering sætte sig i et mere permanent løft på den anden side af Corona-krisen. Det viser forventningerne også fra andre mere eller mindre modne markeder i forhold til digitaliseringen af detailsalget. Konsulentvirksomheden McKinsey følger løbende effekten efter krisen, og virksomhedernes forventninger til fremtiden, og her viser seneste analyse, at detailhandlende i Asien forventer et permanent løft i andelen online mellem 3 til 6 procent-point, når butikkerne er genåbnet igen, og i USA forventer de detailhandlende helt op til 13% procent-point i nogle kategorier.

 

Store aktører i Danmark bruger krisen som springbræt til øget e-handel 

Det aktuelle momentum i e-handlen, og forventningerne til et mere permanent skifte i vores forbrugeradfærd til fordel for e-handlen, har da også fået flere danske virksomheder til at fremskynde og opprioritere digitaliseringen af deres detailvirksomheder. 

Vi har i tidligere indlæg beskrevet og analyseret udviklingen i køb af dagligvarer online både under og i tiden efter Corona-krisen (indsæt link). Der har under Corona-krisen været en voldsom stigning i køb af dagligvarer online, og Nemlig.com, som er den dominerende aktør på markedet, har øget salget med mere end 50%Bilka, som er en noget mindre aktør, har oplevet næsten en femdobling. Der har været kapacitetsbegrænsninger i butikkernes forsyningskæder, og mange forbrugere har forgæves forsøgt at handle i butikkerne, men Corona-krisen har desuagtet skabt et momentum, som vil skabe et langsigtet løft for handlen med dagligvarer online i Danmark. 

I lyset af det nye momentum har Salling Group derfor nu besluttet, at de vil fremrykke deres planer om at styrke deres satsninger inden for salg af dagligvarer online. Således vil Salling Group over de kommende to år investere en halv milliard kroner dels lanceringen af en helt ny online dagligvarebutik fra Føtex, og dels et tidligere annonceret koncept fra Bilka med containere placeret i områder under fysiske Bilka-butikker (som en slags ‘pakkeboks’ for dagligvarer til afhentning). I modsætning til Nemlig.com og Coop.dk MAD, som leverer varerne til døren, så satser Salling Group med Føtex og Bilka på et køb-og-hent koncept, samt en levering af basisvarer til døren gennem Nettos Fillop. 

Det er ikke kun indenfor dagligvarer at en sovende kæmpe rører på sig. Således meldte IKEA samtidig med Salling Group også ud, at de har accelereret digitaliseringen af deres danske operation, og de har efter eget udsagn implementeret et helt års fremtidige strategi for digitaliseringen indenfor den seneste måned under Corona-krisenNok uden at fornærme nogen kan man konkludere, at virksomheder som blandt andet Jysk og IKEA længe har haft et massivt uudnyttet potentiale for at understøtte og sælge flere møbler og boligartikler mere gennem e-handel. Det er derfor ikke mindst fra et forbrugersynspunkt også ganske positivt, at IKEA nu benytter Corona-krisen, og det momentum den har skabt for e-handel generelt, som en anledning til at styrke digitaliseringen af kundernes brugeroplevelse og ikke mindst salget. 

 

Stigende e-handel vil utvivlsomt medføre butiksdød 

Desværre bød denne uge på en konkursbegæring fra boghandlerkæden Arnold Busck og lukningen af 29 butikker landet over. Konkursbegæringen fra Arnold Busck er ganske vist ikke kun et udtryk for den aktuelle krise med nedlukning af butikkerne under Corona-epidemien eller stigende e-handel i den forbindelse, eftersom virksomheden gennem længere tid været udfordret i en omstilling af virksomheden og herunder implementering af nyt IT-system. Men det er nok desværre et billede på den type af virksomheder, som ikke har formået at omstille sig effektivt i tide til den nye virkelighed, som er drevet af e-handel. 

Desværre bliver Arnold Busck næppe den sidste butikslukning. Ehandlen har gennem en årrække ført til lukning af fysiske butikker, og den ændrede adfærd under Corona-krisen vil kun komme til at accelerere den udvikling. Konsulentvirksomheden McKinsey har til illustration af de forventelige udfordringer lavet en scenarieberegning, som viser hvordan rentabiliteten i de fysiske vil blive forværret betragteligt, hvis man kigger ind i scenarier, hvor online handlen vil stige med eksempelvis 10% procent-pointDe illustrative beregninger viser tydeligt, at fysiske butikker skal gentænkes, hvis kategorier oplever et løft i den størrelsesorden i forhold til handel online på den anden side af Corona-krisen. 

Der vil på den anden side af Corona-krisen være et stigende behov for, at man som virksomhed gentænker sine fysiske butikkers rolle i brugerrejserne, hvis det fysiske salg i butikkerne skal fortsætte med at være domineredeSå forhåbentligt kommer vi til at se så få konkurser som muligt, men der vil helt givet komme til at ske mange tilpasninger i de fysiske butikskæder, og der vil uden tvivl være færre butikker i årene der kommer. Corona-krisen har blot accelereret den udvikling. 

 

Bring din virksomhed styrket ud af krisen 

I tillæg til at tilpasse og optimere sine fysiske butikker, så skal man som virksomhed også udnytte den aktuelle situation til at bringe sin virksomhed styrket ud på den anden side af krisen gennem et stærkere digitalt fundament. Hvis du har brug for at vende de syv områder, er du velkommen til at række ud til os.